Menu

Du store strikkeverden 2026 – workshop med vævestrik

I denne workshop dykker vi ned i vævestrik – en teknik, hvor masker løftes løst af for at skabe strukturer og grafiske mønstre. Moderne vævestrik kan være både subtilt og iøjnefaldende og er fantastisk til både klassiske og legende udtryk. Teknikken er overraskende enkel, da man kun strikker med én farve ad gangen, og derfor er den også ideel, hvis du gerne vil arbejde med farver uden at kaste dig ud i traditionel flerfarvestrik.

Vi har fokus på både ensfarvet og flerfarvet vævestrik. I løbet af de to formiddage vil Trine fortælle om teknikken og vise eksempler, hvorefter deltagerne vil blive hjulpet i gang med at strikke vævestrik selv. Der bliver god tid til at sidde med garn og pinde selv.

Vævestrik er en fællesbetegnelse for et helt univers af forskellige mønstre, og når du først har lært teknikken, vil der åbne sig en verden af smukke muligheder for dig som strikker – uanset om du er begynder eller en mere øvet strikker.

På workshoppen får du:

– Indblik i forskellige varianter af vævestrik

– En grundig gennemgang af teknikken

– Mulighed for at prøve at strikke både flerfarvet vævestrik og ensfarvet vævestrik

– Hjælp til opstart af eget projekt

Medbring: Strikkepinde i forskellige størrelser, som minimum p 2,5, 3,0, 3,5 og 4,0 mm, men gerne  flere (og gerne rundpinde med god wirelængde), evt. en snoningspind og strømpepinde str. 2,5 og  3,0 mm, en masse forskelligt garn. Det kan være både nyt garn og garnrester – gerne nogle med  kontrast, men også tone-i-tone-rester, saks, maskemarkører og evt. blyant og papir.

Om underviseren: Trine står bag strikkeuniverset KnitAmore, som betyder strikkekærlighed. Og det er slet ikke tilfældigt, for Knitamore er netop blevet til på grund af Trines store og altopslugende romance med strikkepinde og garn. Trine udvikler strikkeopskrifter og underviser i både strikketeknik og garnfarvning – og på Brandbjerg vil Trine dele sin passion for teknikken Vævestrik.

Category:

Description

Strikkeworkshop med vævestrik

Velkommen til Brandbjergs strikkekursus – en uge, hvor vi kombinerer det allerbedste fra højskolen med glæden ved at strikke. Du får både adgang til spændende workshops, hvor du kan udvikle dine evner og teknikker, og til alt det, som Brandbjerg Højskole er kendt for: Fællesskab, højskolesang, tankevækkende foredrag og smukke omgivelser.

Mødegang: Tirsdag-fredag den 17., 18., 19. og 20. november 2026.

Underviser: Trine Ellegaard

Adresse: Brandbjerg Højskole, Brandbjergvej 12, 7300 Jelling

Bemærk: Workshoppen er en del af ugekurset på højskolen med temaet “Du store strikkeverden”, som du kan læse mere om her: Du store strikkeverden 2026.

Du store strikkeverden

Det store strikketema indrammes hele ugen af stemningsfulde højskoleaktiviteter som morgensamlinger, foredrag og fællessang i skønne omgivelser.

På dette års strikkekursus sætter vi særligt fokus på håndarbejdet og på mødet mellem det nye og det gamle. Vi skal høre foredrag om, hvordan strikken gik fra mormor til modeuge, og så skal vi tale om strikkeaktivisme og blive klogere på, hvordan strik gennem tiden er blevet brugt til fredelige oprør.

Glæd dig til at blive en del af et hyggeligt strikkefællesskab, dele gode oplevelser og nyde lækre måltider fra højskolens nytænkende køkken. Når vi trænger til ilt og bevægelse til krop og hjerne, byder vi på let bevægelse og vandreture i vores smukke naturskov i Grejsdalen.

Strikkeglæde og ny inspiration

I ugens løb kommer vi vidt omkring, når vi sammen udforsker strikkeuniverset, men også kommer omkring ande former for håndværk med nål og tråd. Du kan glæde dig til at dykke ned i spændende workshops – ugen bliver opdelt i to blokke, hvor du bl.a. kan vælge mellem disse workshops:

  • Vævestrik v/ Trine Ellegaard
  • Irske snoninger v/ Louise Klindt
  • SOLA-teknik og blade med restegarn v/ Signe Riisom
  • Visible mending og nålefiltning v/ Anna Kjær Voss
  • Tekstilværksted og evighedsblomster v/ Sidsel Juul Carlsen
  • … (det færdige workshop-program er på vej)

Der vil være mulighed for at købe garn, opskrifter og bøger fra foredragsholdere og undervisere i løbet af kurset.